En holistisk tilgang
Jeg har et holistisk menneskesyn, hvor jeg søger at se på “det hele menneske”. Jeg tilbyder derfor forskellige muligheder for, at vi kan inddrage sociale, arbejdsmæssige og fysiske aspekter af dit liv.
Pårørendesamtaler
Det kan være svært at være pårørende eller på anden måde tæt på en person som lider af fx angst, depression eller stress. Man kan ofte føle sig magtesløs, fordi man er usikker på, hvad man skal gøre eller sige for at hjælpe og for at undgå at gøre problemerne værre.
Som pårørende kan det medføre, at man ofte sidder med en følelse af utilstrækkelighed, frustration, skyldfølelse, sorg eller irritation. Derfor er det vigtigt at inddrage de pårørende, hvis du selv og dine pårørende har lyst til og behov for det.
Jeg foreslår ofte, at pårørende får lov til at komme med til en session hos mig, bl.a. ift. at få den nødvendige viden om den præsenterede problematik, hvordan vi arbejder med den i terapien, og hvordan den pårørende bedst kan støtte op.
Ofte kan det være en stor hjælp at lave aftaler om, hvordan særligt svære situationer kan tackles derhjemme, og på dén måde kan antallet af konflikter reduceres til glæde for alle parter.
Arbejdspladsinddragelse og trepartssamtaler
Hvis du er sygemeldt fra dit arbejde, kan det ofte give god mening at inddrage arbejdspladsen i, hvordan du vender tilbage til dit job på en bæredygtig måde.
Jeg vil her kunne hjælpe dig ift.:
- Hvordan du får en konstruktiv dialog med arbejdspladsen om, hvordan du vender tilbage til dit job
- Hjælpe dig til afklaring af skånehensyn og tilpasning af arbejdsforhold – fysisk og psykisk- ofte vil det være hjælpsomt at starte med mere rutineprægede opgaver for derefter at øge kompleksiteten
- Fastholdelses- eller optrapningsplaner, så du kan starte på et passende timetal for derefter at trappe op i et hensigtsmæssigt tempo
- Bistå i kommunikation med involverede parter, herunder deltage i trepartsamtale med arbejdsgiver eller støtte dig i at kunne tage dialogen selv
Krop, sind og ånd
Som en del af en holistisk tilgang kan vi også inddrage elementer i terapien som:
- Det kropslige: hvordan du får bevæget dig i hverdagen? Hvordan får du næret din krop? Hvordan mærker du dine behov og grænser?
- Vi kan inddrage meditation og mindfulness
- Vi kan arbejde med, hvordan kan du føle dig forbundet til naturen og andre mennesker